Udendørs hold af søer er en effektiv produktion med et lavt antibiotikaforbrug og et vigtigt brand for dansk økologi. Det er dog udfordret af et højt næringsstoftab fra foldarealerne.

Om projektet

OUTFIT giver ny viden om:
1) næringsstoftab ved etablering af træer i nye foldkoncepter
2) ernæringsmæssig værdi af grøn træbiomasse ensileret til drægtige søer
3) mulighed for at opsamle kvælstof i hotspots i foldene ved brug af træflis
4) de nye foldkoncepters effekt på klimaaftryk og økonomi

OUTFIT udvikler, demonstrerer og undersøger nye foldkoncepter med forskelligartede træer i nye designs i et tæt samarbejde med økologiske producenter. Projektet adresserer en af de største barrierer for implementering af træer i sofolde, ved at have et stærkt fokus på at øge den økonomiske værdi af det “beslaglagte” areal. OUTFIT udvikler og afprøver blandt andet grovfoder til drægtige søer i vinterperioden baseret på grøn træbiomasse høstet på foldarealerne og efterfølgende ensileret.

Projektet er 4-årigt. Center for Frilandsdyr deltager i udviklingen af nye foldkoncepter med træer hos fire økologiske producenter og i arbejdet med praktiske aspekter omkring ensilering af grøn træbiomasse fra foldarealerne.

Læs mere om projektet og alle aktiviteter her

Formidling

Artikel om markforsøg med pil og poppel, hvor der er målt udbytte, beregnet næringsstofindhold og lavet ensileringsforsøg.

Læs om de første erfaringer med fodring af pile-ensilage til drægtige søer på Økologisk Nu her og her 

Oplæg fra Frilands Sommermøde for griseleverandører “Grovfoder til søer og grise”, der viser produktion af pile-ensilage og forsøg med fodring af ensilagen til drægtige søer samt resultater fra andre projekter med grovfoder.

Markforsøgene med pil er anlagt hos NyVraa Bioenergi og gennemføres i samarbejde med Teknologisk Institut, Center for Frilandsdyr og Aarhus Universitet. Efter indledende pilot-forsøg, hvor mulighederne for ensilering af pil testes, er der i sommeren 2023 lavet en større omgang pile-ensilage, der skal bruges i projektet til fodring af drægtige søer.

Se en video (lavet af Innovationscenter for Økologisk Landbrug) om erfaringer fra fodringen med pileensilagen her.

En del af projektet går ud på at udnytte de træer der plantes i foldene til grisene, så værdien af træerne udnyttes fuldt ud. Her måler vi bl.a. træernes skyggevirkning på forskellige måder og forskellige træers biomasse, bl.a. før og efter beskæring. Se billeder, hhv. luxmålinger og vejrstation, som er noget af den dataindsamling der foretages i projektet i samarbejde med Teknologisk Institut:

I projektet forsøger vi at afdække, hvordan beplantningen i grisefolde bør etableres for, at det er optimalt i forhold til miljø, biodiversitet og grisenes velfærd. Det gør vi bl.a. ved at udvikle værktøjer, der kan måle biomassen i beplantninger og kvantificere træernes skyggevirkning. Se i videoen hvordan brug af drone kan være et muligt værktøj. Videoen er lavet af Innovationscenter for Økologisk Landbrug.

På Økologokongressen 2023 blev OUTFIT præsenteret på en stand sammen med andre projekter omhandlende grovfoder til grise. Her kunne man bl.a. se og lugte til pileensilage.

Billeder af høstet pil

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Projektet er en del af Organic RDD 6 programmet, som koordineres af ICROFS (Internationalt Center for Forskning i Økologisk Jordbrug og Fødevaresystemer). Det har fået tilskud fra Grønt Udviklings- og Demonstrationsprogram (GUDP) under Ministeriet for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri samt tilskud fra Svineafgiftsfonden.