Øresår er et velfærdsmæssigt problem, som også kan føre til både ekstra arbejde og udgifter. Årsagen til øresår er stadig ikke helt afklaret, men den bedste forklaring er på nuværende tidspunkt, at øresår oftest starter som en ydre skade på øret, enten fra en rift eller et bid fra en anden gris. I nogle tilfælde vil såret blive inficeret af bakterier, der hæmmer heling og i stedet øger sårets størrelse. Øresår er således multifaktorielt, da det kræver både en fysisk skade og en bakteriel infektion.
Via interview med 45 økologiske besætninger og 14 frilandsbesætninger, er der indsamlet viden om forekomst af øresår samt erfaringer med håndtering af udbrud af øresår.
Ud af de 59 kontaktede besætninger oplever 13 økologiske besætninger og 7 frilandsbesætninger ofte problemer med øresår. Derudover er der en del besætninger der kun sjældent oplever øresår, mens der også er besætninger der aldrig oplever øresår.
Baseret på interviews er der samlet erfaringer med håndtering af øresår, og der er lavet en liste med forslag til tiltag, der kan forebygge eller afhjælpe øresår.
Læs om dette i notatet “Erfaringer med øresår hos grise”